Opdræt med
kærlighed og omtanke.
Vi har fundet den
perfekte hund. I hvert fald til os. Efter at have fået en berner
sennen i huset var vi solgt, og vi vidste, at det var kærlighed.
Undervejs har den kærlighed udviklet sig, så den nu hænger tæt sammen
med ønsket om at være med til at præge racen, så den bliver ved at
være alt det, den er i dag: Stor, godmodig, rar og smuk.

Vores hunde er medlemmer
af familien og derfor bor de naturligvis i huset sammen med os. Og ja,
de ligger også i sofaen, men det er mest fordi deres "mor" altid
fryser og elsker at ligge og nusse sammen med dem. Hvalpe bliver født
i huset og vokser op i en helt almindelig dagligdag, så de er godt
rustet til at leve et liv blandt mennesker.
Vi udstiller jævnligt -
dels fordi det er sjovt, men især fordi det fortæller os en masse om,
hvad der er rigtigt og forkert ved vores hundes UDSEENDE. Det er også
på udstillingerne, vi får et indtryk af, hvordan andre af racens
repræsentanter ser ud, hvordan forskellige hunde præger racen og ikke
mindst, forsøger vi at finde finde egnede hanhunde til vores avl.
For os er det dog ikke
udseendet, der kommer i første række. En berner skal selvfølgelig
ligne en berner, og som alle andre opdrættere stræber vi efter det
perfekte. Men temperamentet er og bliver det vigtigste for os. En hund
skal først og fremmest kunne være en følgesvend, en kammerat, en
elsket ven. Vi kan især godt lide en rolig, tilbagelænet bernertype,
som er nem at have med at gøre. At den skal være god og mild og kunne
enes med både mennesker og dyr, siger næsten sig selv.

Dernæst sætter vi
sundhed meget højt. Og sundhed for bernere er andet og meget mere end
lige HD. Den skal man bestemt også tage højde for. Men man må ikke
blive enøjet. Spørgsmålet om sundhed i avlen har ikke noget let svar,
og opdrættere kan nærmest rive håret af hinanden, når de diskuterer
emnet. Ingen har vel fundet de vise sten. Vi kan kun sige, at vi ser
nøje på HD og AA både på avlshundene og i deres linjer, men vi ser
også samlet på hele hunden. Kræft er en af de ting, der hærger blandt
bernere, og hundene bliver generelt ikke ret gamle. Derfor er det
blandt andet også vigtigt for os at finde linjer, hvor kræften ikke
huserer og dræber unge hunde.
Når vi ser på vores
vovser, er det næsten ikke til at bære at vide, at de kan blive ramt
af en af de mest ubarmhjertige sygdomme overhovedet. Endda før de
tilnærmelsesvis har levet hele det liv, de har fortjent. Sådan vil de
fleste hundeejere formentlig have det. Netop derfor erklærer vi
kræften krig, og går ind i kampen for at hæve bernernes gennemsnits
levealder. For hver hvalp, vi opdrætter, donerer vi 100 kroner til
Bernerklubbens Cancerkonto.
Vores fascination af og
følelser for berner sennen hunden i almindelighed og vores egne hunde
i særdeleshed kan nok ikke forklares og heller ikke forstås af dem,
der ikke deler den.
Kun kan vi sige, at
efter vi har lært berneren at kende som hund, familiemedlem og ven har
vi bare ét spørgsmål:
Må man
tage hunde med sig ind i himlen?
Vi kan
nemlig ikke undvære dem!
Lady Xiera´s er
godkendt kennelmærke under DKK og FCI.

Om os:
Tommy er 39 år og
arbejder i Vejle, hvor han køber og sælger jern og stål, og tjener
penge til hundekiks og hundemad. Tommy er hundenusser og hundelufter,
praktisk gris og fast støtte i alt omkring hundene uanset om det er
udstilling, aktivering, rengøring eller opdræt.
Jeg, Pia er 37 år,
og den, der primært tager sig af vores opdræt. Uddannet journalist,
men arbejder freelance for at få mest mulig tid og overskud til
hundene. Er uddannet professionel hundetræner hos
hundepsykolog Lone Greva og er cirka halvvejs med min uddannelse til adfærdsbehandler. Jeg driver
privat hundecenter her på stedet med træning
af alle racer. Jeg uddanner mig løbende indenfor opdræt og søger
dagligt viden om hunde i almindelighed og Berner Sennenhunde i
særdeleshed. Jeg sidder pt i Dansk Berner Sennen Klubs avlsudvalg.
Hunde og
især opdræt er blevet en passion, der ikke lader sig dæmpe.
Derfor taler, tænker, drømmer, ånder og lever jeg for mine hunde, mine
hvalpe og den race, jeg har forelsket mig håbløst i.
Her bor vi:
http://map.krak.dk/m/MHg9o
Sådan lever vores
hunde:
* Alle vores hunde bor inde
i huset sammen med os - hele tiden. Alle hundene går sammen.
* Vi har INGEN hundegårde!
Vores have, som er ca 10.000 m2, er hegnet ind, og hunden løber og
leger her og på markerne, som de har lyst til.
* De bliver aktiveret via
deres mad, som de får fordelt over tre-fire måltider om dagen. De
spiser mestendels tørfoder, og det spreder vi ud over mark og
græsplæne, så de selv skal arbejde for føden. Vi gemmer også godbidder
og leverpostej i træer og på hegn et par gange hver måned, og hundene
får god aktivering i at finde det.
* Hver dag går vi mindst én
mindre tur på vores egen og omkringliggende marker med alle hundene -
samlet eller opdelt.
* Hver dag er mindst
halvdelen af vores hunde ved skov, strand, sø eller eng og går tur
uden snor i mindst en time.
* Mindst en gang hver uge
mødes vores hunde med andre hunde til gåture og leg.
*Fire af vores hunde
deltager jævnligt på udstillinger i både ind- og udland.
*Alle vores hunde deltager
på skift i familiebesøg, gåture og andre sociale arrangementer for to-
og firbenede.
* Når vi ikke er hjemme,
passes de enten samlet her i huset af min søster eller enkeltvis hos
gode venner. De er ALDRIG i hundepension.
*Alle vores egne hvalpe
deltager på hvalpemotivationskurser. Enkelte af vores hunde deltager i
yderligere lydighedstræning.
* Vores hunde er kun meget
sjældent alene hjemme i mere end højst 6 timer i træk.
Denne dagligdag gør, at vi
har en velfungerende og problemfri flok hunde, som er nemme og rolige
i hverdagen.
Vores hundes
velfærd kommer til enhver tid i første række!
Vi er medlem af:
Dansk Kennel Klub
Dansk Berner Sennen Klub
Norsk Berner Sennen Klub
Svensk Berner Sennen
Klub
Kennel Lady Xiera
blev Årets Opdrætter nummer 5 i DBSK i 2009
|